Bjørn

Mit fulde navn er i virkeligheden Poul Bjørn Ladefoged. Bjørn er ikke mit andet fornavn. Det var min mors efternavn før hun blev gift. Og min mors far – Peder Bjørn – er for mig indbegrebet af navnet Bjørn, og en af de helt store personer i min forståelse af min families historie.

Peder var landmand, og fik sammen med Frida 7 børn. Han arbejdede i en årrække som sognefoged i Nørager ved Hobro, og blev herfor udnævnt til ridder af Dannebrog i 1963.

Han opnåede at blive 103½ år, og boede indtil sin død i eget hjem. Som han sagde, så skulle han ikke nyde noget af at flytte ned til “…de gamle…” på alderdomshjemmet…!

I september 1994 fejrede vi hans 100-årsdag, og i den anledning blev nedenstående portrætfoto og det store familiebillede taget. Desværre var min mor, Erna, og hendes to søstre Helga og Anna allerede døde.

Peder Bjørn på hans 100 års fødselsdag, september 1994
Peder Bjørn på hans 100 års fødselsdag, september 1994

På 100 års dagen blev hele familien samlet på en af de gårde, han havde drevet, Møensholm i Gl. Nørager. Den var senere blev overtaget af hans søn, Bent. Det var en meget rørende oplevelse at opleve Peder sammen med alle disse mennesker, som på mange måder var den direkte frugt af hans eget liv. Han tog det som altid med en knusende ro.

Peder Bjørns store familie på hans 100 års dag.
Peder Bjørns store familie på hans 100 års dag.

I 1971 fejrede Peder og Frida guldbryllup. I den anledning blev der bragt nedenstående artikel i den lokale avis.

Avisartikel i anledning af Peder og Fridas guldbryllup, 1971
Avisartikel i anledning af Peder og Fridas guldbryllup, 1971

Peder var en flot mand.

Peder Bjørn
Peder Bjørn
Peder Bjørn som soldat
Peder Bjørn som soldat

Peder og Frida havde sammen syv børn. Min mor, Erna var tvilling med Frederik.

Bagest fra venstre: Leo, Helga, Anna, Erna, Frederik. Forrest fra venstre: Bent, Frida, Peder, Hakon
Bagest fra venstre: Leo, Helga, Anna, Erna, Frederik. Forrest fra venstre: Bent, Frida, Peder, Hakon

Peder var altid en spændende mand at snakke med. Der var altid stor respekt, når han sagde noget. Det var som regel velovervejet, og det var tydeligt, at han var godt orienteret om samfundsforhold. Han var helt til sin død meget frisk i sit hoved. Han fulgte med i aviser og lignende, og kunne altid huske hvad vi havde snakket om sidst. Han var også helt til det sidste i stand til at huske navne på alle hans børnebørn og som regel også hans mange oldebørn.

Peder og Frida med børn, svigerbørn og de første børnebørn. Billedet er fra omkring 1954. Bagest fra venstre: Bent, Anne (Frederiks kone), Anna, Anette, Søren (Annas mand), Hakon, Leo, Erna (Leos kone), Henning (min far), Helga, Vagn (Helgas mand). Forrest fra venstre: Anne Grethe og Norma (Anne og Frederiks to første piger), Frederik, Frida, Peder, Erna (min mor), Per (min bror), Jørn (Helga og Vagns søn)
Peder og Frida med børn, svigerbørn og de første børnebørn. Billedet er fra omkring 1954. Bagest fra venstre: Bent, Anne (Frederiks kone), Anna, Anette, Søren (Annas mand), Hakon, Leo, Erna (Leos kone), Henning (min far), Helga, Vagn (Helgas mand). Forrest fra venstre: Anne Grethe og Norma (Anne og Frederiks to første piger), Frederik, Frida, Peder, Erna (min mor), Per (min bror), Jørn (Helga og Vagns søn)
Peder og Frida ved deres guldbryllup i 1971
Peder og Frida ved deres guldbryllup i 1971

Han var i øvrigt en mand, der både nød store cigarer og spiste snus. Cigarerne stoppede han dog med, efter at han i starten af sine firsere fik hjerteproblemer og måtte have indoperereret en pacemaker.

I den forbindelse opstod den historie, at han i første omgang fik en pacemaker med 5 års batterilevetid. Da batteriet skulle udskiftes, spurgte han lægen, hvor lang levetid de nye batterier havde. “10 år” svarede lægen, og det synes Peder lød OK. Men det viste sig jo, at han var nød til at få dem skiftet en gang til, og her bad Peder efter sigende om at få batterier der kunne holde 20 år.

Da han døde, var han indlagt på Hobro Hospital. Han var indlagt grundet brud på et lårben. Det var brækket under et brusebad i hans eget badeværelse. Under indlæggelsen fik han lungebetændelse, som han ikke kunne holde til.

Det var en stor ære for mig at være med til at bære kisten ud af kirken ved hans begravelse.