Ord

11. oktober 2019

Trump

En “character”
Der deler vandene
Først i dem
Der er “pissed”
og dem
Der er “pisse ligeglade”

Dernæst
i dem
Der er 100 % enige
og dem
Der helst ser Trump
100 % forsvinde i tågen

Det gør han ikke
Han overvinder alt
Hvem ellers kan flytte
De fleste
eller
Mange nok?

22. september 2018

Tiden kommer

Tiden er i os alle
Om vi er bevidst vågne
eller beruset drømmende

For tiden er
Blodet med ilten
Til de mange øjeblikke
De løse ender
Fastholdt og farvelagt

Konkret materiale og fri fantasi
Er kun interessant
I forbundne historier
Med start og bagkant

Oplevelser indrammes
Af øjeblikke før og efter
Hvad tænkte jeg, hvad vil jeg?

Uden tiden
Er det kun stoppede bevægelser
Ingenting eller overflod

Og tiden er ikke gået
Men kommer til os alle

9. august 2018

Døden er ikke

Døden er ikke en ven
Eller veninde
Der kigger forbi til te
For at høre hvordan du har det
Og fortælle lidt om
Hvad den i øvrigt selv går og roder med

Den er ikke en sygdom
Medicin, vitaminer eller operationer kan kurere
Sku’ den komme forbi
Med dårligdom, forgængelighed og angst

Den er heller ikke
En dårlig vane
Nytårsforsæt bringer til ophør
Eller lidt for bløde former og slappe muskler
Der kan trænes væk

Den er endnu mindre noget
En coach, mentor eller karriererådgiver kan hjælpe med
Eller for den sags skyld en bank- eller investeringsrådgiver

Ikke engang en smartere bil
Eller en smartphone
Et nyt hus
Eller en yngre kone

Døden er ikke til afstemning
Selvom vi får absolut flertal
Eller en stærk mand
Og selv FN og EU kommer til kort
Ligesom alverdens militær og politi

Så døden er…

6. november 2017

Den nye score-replik?

Måske den meget omtalte “MeToo” kampagne kan afstedkomme en ny form for score-replik, fx anvendt ved de kommende julefrokoster?

“Ved du hvad? Du er simpelthen så smuk og dejlig, at jeg gerne vil være med til, at du ligger mig på MeToo, hvis du vil være med til at danse lidt…”

2. november 2017

MeToo

Hvorfor er det mon, jeg synes, det er lidt øv med den aktuelle “MeToo” kampagne?

Jeg har fuld sympati for de kvinder, der raser over at være blevet gramset på – eller har været ude for endnu værre overgreb. Og jeg har kun foragt til overs for de idioter, der gør sådanne ting.

Sort og hvidt. Ofre og skurke. Det er så nemt.

Men så er der alt det, der ligger inde i gråfeltet. Der hvor den store del af dagliglivet udspiller sig. Og der finder vi fx de situationer, hvor manden og kvinden ikke er enige om, hvad der er foregået.

Det kunne være et møde til en fest eller anden social sammenkomst. Stemningen har været særlig – måske kun opfattet “særlig” af den ene af de to – i forhold til den aktuelle debat typisk manden. Og så er der sket et eller andet, som kvinden ikke var indstillet på skulle ske. Et klem, en berøring eller en lummer kommentar.

Er det nødvendigvis et overgreb? Er det nødvendigvis et udtryk for manglende respekt?

Tilsvarende med de situationer, hvor manden har ønsket at udtrykke hans umiddelbare tiltrækning eller beundring for den kvinde, han måske møder tilfældigt, har som kollega eller bliver betjent af i en butik.

Er det et overgreb eller manglede respekt?

Efter min mening skal vi passe på, at ikke alt samvær skal underlægges et samtykke før der overhovedet kan foregå en direkte udveksling mellem mennesker af forskelligt køn – eller af samme køn, hvis vi skal dække alle muligheder.

14.oktober 2017

Mistænkeligt?

Her fornylig var jeg ude for noget, der var så usædvanligt, at mine naboer og kolleger, når jeg fortæller om det, straks bliver lidt mistænkelig. “Hvad vil de mon have ud af det?=

Lise og jeg har fået bygget et havehus. Efter mange og lange overvejelser, er det endt med at ligge nede i bunden af haven (se billederne)

Undervejs havde vi nogle udfordringer med kloakken – hvordan skulle den tilsluttes til det eksisterende kloaknet? I den forbindelse ringede jeg til Syddjurs Kommune. Ville høre, om de kunne sende mig nogle tegninger over eksisterende ledningsføring. De havde ikke tegninger, der klart besvarede spørgsmålet. Så tilbød de i stedet, at de kunne godt komme dagen efter, og undersøge sagen direkte. Det var selvfølgelig helt OK…

De kom og vi fandt en løsning, der passer os fint, hvor vi fik lov at tilslutte os, som vi gerne ville. Og kommunen betalte for blotlægningen af de eksisterende rør samt de nødvendige materialer, mod at vi betalte for VVS’eren.

Det er så her, alle begynder at tænke over, hvad kommunen mon har af bagtanker, siden det yder så god en service?

11. oktober 2017<

Intentioner

Det er med regler og love som med mennesker – nogle er vigtige, nogle er sjove, nogle er ligegyldige osv.

Men uanset disse måske lidt fortænkte ligheder, så er der yderligere det fællestræk, at det er vigtig for forståelsen af både regler og andre mennesker og deres handlinger, at man skal starte med at forstå intentionen bag reglen eller handlingen.

Det gælder fx med færdsels-, skatte- og miljøreglerne. Men også mange af de andre “regler” vi ofte har, men som ikke er nedskrevet og vedtaget ved en demokratisk proces. Det kan være de regler vi kalder “vaner”, eller som bare er noget “vi plejer at gøre”.

Og det er som regel ikke så svært at gennemskue, hvad intentionen er.

Hvorfor skal vi have en regel om, at vi ikke må køre hurtigere end fx 50 km/t i byområder? Ja, det er selvfølgelig for at mindske konsekvenserne ved uheld, og gøre de lidt mere trygt for alle trafikanter. Det er ikke for at have en tilfældig grænse, som man så kan kontrollere og opkræve bøder for overtrædelse af.

Så før vi dømmer en regel eller et menneskes på baggrund af en handling, bør vi lige give den “intentionstesten”.

17. september 2017

Dovenskab

Hvorfor er det vi generelt ikke lige gør os lidt umage for at gøre livet lettere for vore medmennesker eller for at vise, at vi godt gider at gøre os umage og har lyst til at bidrage til en smukkere og bedre verden? Det behøver jo ikke være store ting, det handler om. Tit er det bare lige at vise andre lidt respekt – vise at man har ”set” sit medmenneske. Men det gør vi ikke, i stedet bliver det tit til brok og utilfredshed:

• Hvorfor er det, man ikke lige kigger sig over skulderen, inden man slipper en dør og sikrer sig, at den ikke smækker i hovedet på en der kommer lige efter?
• Hvorfor er det, man ikke visker tavlen ren i mødelokalet, inden man forlader det?
• Hvorfor er det, man ikke samler den serviet op ude på toilettet, som ikke ramte affaldsspanden?
• Hvorfor er det, man ikke lige tager toiletbørsten, når der er bremsespor i tønden?

For mig at se, handler det helt enkelt om, at vi har en uhensigtsmæssig tro på, at vi vinder noget ved at ”snyde” andre – ikke gøre det vi burde, fordi vi gerne vil komme lidt nemmere om ved helt almindelige småting.

Og så er der jo også de samme tendenser ved de større og vigtigere ting. Som at købe økologisk, spare på vand og strøm, betale den skat vi skal, smile til hinanden osv.

11. august 2017

Sund fornuft

Når nu man kan komme lidt let om ved noget, hvorfor så holde fast i, at vi altid skal følge en opskrift (eller proces)? Hvorfor altid kræve 110%, hvis vi får et OK resultat med 90% indsats? Der er så mange, der brokker sig, hvis vi ikke oplever det unikke eller ultimative – det skal være ekstraordinært, hvis vi bare skal være lidt tilfredse.

• Hvorfor ikke have det OK, selvom ekspedienten ikke storsmiler og ønsker os en fantastisk aften? De ekspederer 100 vis af mennesker hver dag, og hvis vi efterspørger nærvær og imødekommenhed hver gang, så må vi også selv levere det samme.
• Hvorfor skal der være regler for alting, selv de mest banale selvfølgeligheder som fx at man skal have lys på sin cykel, eller skal have sikkerhedssele på?
• Hvorfor købe vand til 10 kr. for en halv liter vand, når vi kan få en kubikmeter ud hanen for samme pris?
• Hvorfor argumentere for et slankere DR, når det vi har allermest brug for, er troværdige informationer og kvalitetsunderholdning?

21. juni 2017

Blinklys

Når man ser på reglen om, at man skal give signal ved skift af vognbane, så er den egentlige grund til dette, at man skal fortælle sine medtrafikanter, at man lige om lidt skifter position. Det er ikke et spørgsmål om, at bilen ikke kan dreje, hvis ikke blinklyset blinker.

Forstår man den intention, så forekommer det underligt, at mange bilister kører ind i højre- eller venstresvingsbanen uden at blinke, og først starter blinklyset lige inden de drejer. På mig er det tæt på uforståeligt, hvorfor man som bilist begynder at blinke på et tidspunkt, hvor man har været inde i svingbanen i flere sekunder. Hvad er det man forventer at give medtrafikanterne af information, når man tænder blinklyset lige inden man drejer på rattet? Det er ret indlysende, at man har tænkt sig at dreje, når man holder i svingbanen allerede.

Men det er måske fordi de fleste billister ikke er særligt optaget af at fortælle andre billister, hvad de har tænkt sig at gøre – før de gør det? Hander det om, at vi forsøger at “snyde” medtrafikanten, så de kommer til at se lidt forvirrede ud, og vi selv kan spille den satans seje?

Det undrer mig i den grad, at der ikke er flere, der tænker over, hvorfor de blinker. Og det undrer mig samtidigt, hvorfor det ikke er noget kørelærer og politi bruger lidt mere krudt på at snakke med trafikanterne om.

26. februar 2017

At skabe orden

Jeg kan godt lide at skabe orden. Ikke forstået som at rydde op, fjerne nullermænd, lave firkantede strukturer eller snorlige rækker.

Men det gør mig godt at bringe uafhængige objekter eller strømme i en eller anden form for harmoni med hinanden og deres omgivelser.

Tror det er en af de primære grunde til, at jeg synes, det er så fedt at spille trommer. Den gode, svingede trommerytme kan netop lige præcis sørge for, at sangeren og de andre instrumenter mærker, at der er både frihed og struktur omkring dem. De skal have en fornemmelse af “orden”, så de trygt kan gå med deres egen kreativitet.

Og kan rytmen samtidig levere en fremadrettet energi og en god dynamik, som resten af orkesteret kan læne sig op ad, så er det lige før englene synger med…

Tilsvarende når jeg selv lytter til musik. Hvis det er musik jeg ikke kender i forvejen – eller hvis jeg lytter til live musik – kan jeg som regel først rigtigt nyde musikken, når jeg får fundet dens grundlæggende takt. Tit er det bare ganske svagt med en finger på låret, andre gange er det med fuld skrue. Men uanset hvor kraftigt det er, så giver det mig en rigtig god fornemmelse, når jeg finder musikkens puls. Det gør det meget lettere at nyde alt det andet musikken indeholder

__________