En skøn august formiddag på toppen af Col de Galibier i 2011 stod Bruno og jeg i fuld MC-dress og nød os selv, udsigten og livet. Vi var endnu engang på MC tur rundt i Alperne, og i år havde været en særlig god årgang.

Bortset fra os var bjerget tæt på øde. Men et stykke nede af bjerget mod Valoire kunne vi ane en enlig cyklist på vej op. Det viste sig 5-10 minutter senere at være en veltrænet mand omkring 50 år – nok lidt over.

Da han trådte de sidste hårde tråd ind på parkeringspladsen og klikkede ud af pedalerne, var det smil, der bredte over hele hans hoved, så fyldt med tilfredshed og glæde, at min umiddelbare reaktion var at sige til Bruno, at næste gang jeg stod på toppen af Galibier, ville jeg gøre som cyklisten – selv træde cyklen op.

Bruno var straks med på ideen, men var som altid også realistisk: ”Vi gør det om tre år – det er ikke noget, man spøger med”. Så snakkede vi ikke så meget mere om det.

Godt hjemme igen fik jeg fortsat flashback til oplevelsen på toppen af Galibier. I mange år havde jeg løbet – indimellem meget og langt. Men på det seneste var jeg begyndt at blive lidt træt af løberiet. I stedet var jeg begyndt at starte hver dag med 20 minutters ret hård cykling på min motionscykel. Det var blevet en fast del af mine hverdags morgener, og havde efterhånden været det i over 7 år. Så grundformen var OK.

Når Bruno og jeg snakkede sammen, kunne vi begge mærke, at tanken om at cykle til toppen af Galibier var blevet en udfordring, vi var nødt til at realisere.

Bruno havde cyklet i mange år – helt fra han var i 20-erne. Men for mig var det helt nyt land, og jeg skulle først til at lære at køre på en rigtig racercykel. Og det startede selvfølgelig med, at jeg i foråret 2012 købte min nye cykel. Det blev en Bianchi i rød, sort og hvid. En matchende stram polyester dragt blev også købt, og det var i sig selv en speciel oplevelse at smyge den på. Heldigvis syntes Lise, at jeg så OK ud.

Det blev herefter en fast del af fridagene, at jeg skulle ud og trille rundt på det sydlige Mols. Det er et perfekt cykelterræn, og det viste sig, at jeg godt kan lide den form for motion. På Mols kan en tur på mellem 60-90 km rent faktisk give 6-700 højdemeter. Så det lugtede da lidt af fisk.

I april 2013 var jeg så for første gang afsted til rigtige bjerge. Sammen med Lise og to gode venner tog vi en uge til Mallorca. Her skulle jeg cykle, medens de andre ville vandre.

Jeg lejede en cykel, og snakkede med cykelmanden om, hvilke ture jeg skulle prøve. Og han var ikke i tvivl. Hvis jeg for alvor ville prøve mig selv af, så var turen ”Sa Calobra Return” det ultimative.

Turen går fra Puerto Soller op over Mallorcas højeste bjerg, Puig Major, og ned til vandkanten i Sa Calobra. Herfra er man nødt til at køre den samme tur tilbage, da der ikke er andre veje fra Sa Calobra. Alt i alt en tur på omkring 75 km og lidt over 2.000 højdemeter. Men jeg skulle så yderligere de 10 km fra Deia, hvor vi boede, ned til Puerto Soller – og selvfølgelig også tilbage.

Så den samlede tur endte på 95 km og over 2.400 højdemeter. Selve Sa Calobra stigningen er ret spektakulær. Turen ned er helt vild – masser af skarpe og stejle hårnålesving. Og rigtigt mange busser, der har svært ved at komme rundt. Turen op er vild på en anden måde.

I april er der forholdsvist koldt oppe på toppen. Den dag jeg var af sted, var der kun omkring 5C på Puig Major. Jeg havde helt klart ikke ordentligt tøj med og alt for lidt mad…

Jeg havde aldrig prøvet at være så fysisk træt, som da jeg efter 5½ time kom hjem. Det var helt vildt. Men på den anden side, så var det faktisk også en tur med næsten lige så mange højdemeter, som Galibier og Telegraph tilsammen, plus omkring 25 ekstra kilometer. Så det var OK at være træt. Og jeg havde jo gennemført…!

Bruno og jeg var begyndt at snakke om vores plan med flere andre, og det viste sig hurtigt, at der var mulighed for at en del flere ville være med. Blandt dem var Lises bror Per, hans gode ven Tommy samt min gode ven Herluf. Derudover var Maj og hendes kæreste Rasmus også ret interesserede.

Undervejs var vi en flok ude at køre “En forårsdag på Heden” – 100 km gennem plantagerne omkring Herning. En fjerdedel af vejen er på grusvej. Det var en fin tur, men jeg punkterede 2 gange indenfor en kilometer halvvejs i løbet. Det spolerede tiden. Og de sidste 15 km trak jeg en anden rytter gennem Hernings blæstramte opland. Det var god træning at skulle trække sig selv og en mere på et tidspunkt, hvor det ikke længere er sjovt!

Igennem 2012 og det meste af 2013 snakkede jeg med omkring 20 interesserede, og da jeg indkaldte til det første egentlige fælles planlægningsmøde i efteråret 2013 var der 14 seriøse deltagere. Vi gik i gang med at træne og planlægge selve turen. Desværre faldt nogle fra over de næste måneder, men vi endte med at være 7 stålsatte cyklister.

Med så mange deltagere var der pludselig tale om et større logistisk arbejde, ikke mindst da det vidste sig, at en del familie også ville med.

Vi fik lejet et hus i Valoire, hvor hele holdet – som på det tidspunkt var blevet til 15 personer – kunne bo. Vi var 7 cyklister, og resten ville fordele sig i tre biler og fungere som servicevogne under hele etapen.

Dagen oprandt, og vi begav os til bunden af Col de Telegraph.

For mig selv gik det rigtigt godt indtil vi var omkring 6-7 km oppe af Col de Galibier. Her begyndte min mave at krampe. Det tvang mig til at lave et par stop, hvor jeg måtte stå af cyklen. Min egen teori var, at jeg havde spist for mange energibarer de første to timer. Det var helt grotesk, for min erfaring fra min maraton træning var præcist, at jeg ikke skal indtage alt for meget sukker undervejs. Alligevel havde jeg valgt at spise en “Rawbite” for hver halve time.

Resultatet var, at jeg var sidste mand på toppen. Ikke lige den fede oplevelse. Men op kom jeg da, og de andre var så flinke at vente med at tage gruppebilledet indtil jeg ankom…

Det nagede mig i den grad, at det ikke var gået bedre. Så dagen efter, hvor de fleste tog en slapper, tog jeg turen igen. Denne gang kun med rigeligt vand og en enkelt bar i baglommen. Her lykkedes det mig at køre hele turen uden problemer og uden et eneste stop undervejs.

På toppen var tilfredsstillelsen en helt anden. Jeg tror mit smil mindende om det, ham den enlige cyklist havde vist tre år tidligere, og som havde startet hele balladen. Den store udfordring var klaret, og det var en fed fornemmelse.

Dagen efter var vi nogle stykker, der tog over og kørte Alpe d’Huez. Det er jo en helt anden type stigning. Kortere, men med en mere jævn og højere stigningsprocent. Der er ingen steder, hvor den flader ud og man kan få vejret igen. Til gengæld er den kun omkring en tredjedel så lang som Galibier fra bunden af Telegraph. Se kort video fra de sidste 200 meter af Alpe d’Huez

Den aften smagte den franske mad og rødvin ekstra godt. Her er hele det fantastiske hold til den afsluttende fest.

Siden er det blevet til yderligere en bjergtur i Dolomitterne sammen med Herluf. Det var i 2016, hvor vi tog livtag med nogle af de traditionelle Giro d’Italia etaper, bl.a. Passo Durone, Passo Daone og Monte Bondone.

Det er fantastiske oplevelser hver gang. Så nu må vi se, hvor længe det kan blive ved. Stigninger over 9-10 % er nok ved at være et overstået kapitel. Men der findes jo også andre gode cykeloplevelser, fx i Danmark.