Biler

Jeg elsker biler. Faktisk elsker jeg alt, der bevæger sig ved hjælp af en motor. Det startede meget tidligt…

Første gang jeg prøvede at køre selv, var ude hos min onkel Vagn i Stenild. Jeg var 5 år (det var i august, året før jeg startede i skolen). Vi var sammen på vej hjem fra marken med et fuldt læs halm. Jeg sad mellem hans ben på førersædet. På et tidspunkt standsede han traktoren satte den i første gear, gav den god gas med håndgassen, satte den i gang igen og hoppede så af. Så sad jeg pludselig alene tilbage. Det gik ikke ret hurtigt – Vagn gik ved siden af traktoren – men det var mig der styrede!

Da vi kom næsten hjem til laden, hoppede han op igen, og satte sig bag mig. Men han sagde, at jeg skulle styre ind i porten. Det gik godt.

Sådan en oplevelse gør jo en et eller andet ved en lille dreng, og i de følgende år blev det til mere og mere traktortid. Jeg var både fast chauffør, når der skulle køres halm hjem, og jeg var også med til at pløje, harve og tromle.

Da jeg var 11-12 år, købte Vagn en brugt London-Taxi. En af de sorte. Sammen med Vagns søn, Gorm, der var 5 år yngre end mig, fik vi lov til at køre nede på en mark bag ved gården. Det var vildt fedt at køre noget, der kunne bevæge sig betydeligt hurtigere end en traktor.

Mit første motoriserede køretøj fik jeg som 15 årig – en sort tregearet Puch knallert.

En sort tregearet Puch – enhver 15 årig drengs drøm i starten af 1970’erne

Den blev mit kæreste eje i de næste 2-3 år, indtil jeg fik kørekort.

Kørekortet blev taget med 1½ times undervisning. Den halve time var bare for at varme op lige inden køreprøven…

Men jeg havde ikke råd til selv at købe en bil, og derfor blev det de første år primært til at køre i mine forældres biler. I første omgang en rød Morris Marina, og lidt senere en Audi 80.

Morris Marina 1300
Audi 80 L

Først i 1985 blev der råd til at købe min og Lises første bil. Det blev en Fiat 127. Vi købte den af en ung fyr, som havde sat en smart lille racer rat i den. Prisen var 13.000 kr., og den holdt 3-4 år.

Undervejs havde vi et par spændende oplevelser med den.

Lise og jeg boede på det tidspunkt i Hjortshøj på Smedebakken. Vi havde ikke fået lavet en holdeplads på grunden, så vi stillede bilen oppe på parkeringspladsen overfor kirken. En morgen med en del nyfalden sne, skulle Lise op og hente bilen for at køre Emil i dagpleje eller børnehave. De sagde farvel ved 8-tiden, men efter 10 minutter kom hun tilbage og sagde, at hun ikke kunne få bilen til at køre, og at den sagde en underlig lyd.

Jeg gik med op på pladsen og kunne straks se, hvad der var årsagen. Nogen havde stjålet alle fire hjul, og den stod derfor kun på bremsetromlerne. Ikke så underligt den ikke ville flytte sig…

Min første bil: Fiat 127 med racer rat

Næste oplevelse var mere uhyggelig. Vi havde ikke så mange penge, så når der var noget galt med bilen, prøvede vi altid at få den lavet så billigt som muligt. Derfor havde jeg, da bremserne begyndte at svigte grundet en utæt slange, aftalt med Lises bror Per, at jeg ville køre ud til ham for at han kunne hjælpe med at lave den. Per boede i Mesing syd for Aarhus, og jeg skulle derfor hele vejen igennem Aarhus med nogle bremser, der ikke rigtigt virkede (det var før motorvejen kom rundt om Aarhus).

Det gik fint med stor forudseenhed. Selv lyskryds blev klaret uden de store problemer. Men da jeg var kommet ud mor Tangkrogen, var der 100 meter fremme en der startede med at gå over fodgængerovergangen fra modsatte side af vejen. Det havde jeg ikke regnet med, og derfor kørte jeg 60. Jeg vidste med det samme, at det godt kunne blive et problem at stoppe inden fodgængerfeltet…

Og fodbremsen gik da også helt i bund uden effekt. Heldigvis var der stadigvæk en håndbremse. Men en Fiat 127 er meget let på baghjulene – en voksen mand kan løfte bagenden – så hjulene skred bare hen over asfalten uden stort set at bremse bilen. Så sveden sprang og hjertet hamrede da jeg stille og roligt nærmede mig fodgængeren.

Til alt held nåede hun lige ind på fortovet inden jeg kom glidende igennem fodgængerfeltet. Pyha!

Næste bil blev købt i 1988 af vores mekanikker nabo i Hjortshøj for 17.000 kr.. En stor og dejlig Saab 99 2,0 GL

Saab 99 2,0 GL: En skøn og solid bil, og Maj får lidt Cola

Den havde kørt 250.000 km, men var stadig driftssikker. Og den var så solid, at børnene uden problemer kunne kravle op på både køler og tag uden at lave buler.

Motoren gik død efter et par år, og vi fik en ny motor i. Men den blev aldrig rigtigt god igen, og efter yderligere et par år blev den i 1993 skrottet. Jeg nåede dog at køre et par ture til Norge, og havde i det hele taget meget fornøjelse af bilen.

Der fulgte så et par år, hvor jeg ikke havde råd til bil, fordi Lise og jeg flyttede fra hinanden. Så da stod den på bybus fra Hjortshøj til Brabrand hver dag. Ikke så fedt, men godt for min økonomi.

Endelig i 1995 blev der overskud til igen at kigge efter en bil. Og denne gang skulle det være en mere moderne bil…

Det blev en Citroën BX 16 RS købt ved Jennum Autohandel nord for Randers. De havde specialiseret sig i at købe trafikskadede Citroën’er, og give dem den helt store restaurering. Så bilerne var gennemgået fra A til Z, og var generelt rigtigt fine. Jeg gav 50.000 kr. for min, og det var jo som at komme tilbage til det moderne liv. Inspirationen til at købe denne model kom fra, at vi havde lånt Lises forældres tilsvarende bil til at køre til Gibraltar kort efter Maj var født.

Citroën BX 16 RS – stadigvæk en flot bil

Som med alle Citroëner med hydraulisk affjedring er det rigtigt fedt, når det virker. Men det er noget skrammel, det meste af tiden, når bilerne får nogle år på bagen.

I 2002 besluttede jeg mig derfor for endnu er tur til Jennum. Denne gang for at købe en Citroën ZX 1,6

Citroën ZX 1,6 – på tur til Namsen i Norge

Det var en nydelig, men også lidt kedelig bil. Den gjorde dog arbejdet fint, og var overalt nærmest som en ny bil.

Vi beholdt også BX’eren. Dels kunne vi ikke få ret meget for den, og dels var det ved at være tid for at Emil skulle til at lære at køre bil.

BX’eren skulle vise sig at ende sit liv på en meget dramatisk måde i 2002. Lise, Maj og jeg var i Frankrig – jeg kørte MC og Lise og Maj kørte i ZX’eren. Derfor var Emil alene hjemme med BX’eren i en uges tid. Han havde endnu ikke kørekort.

Da vi kørte hjem fra Frankrig, fulgtes Lise og jeg ikke, da jeg ville forbi Luxemburg og se Tour de France feltet. Jeg kom derfor først til Hjortshøj ved 5-tiden en smuk sommer søndag morgen. På vejen fra Gl. Egå til Hjortshøj var der – før motorvejen blev etableret – nogle store bløde sving omgivet af kornmarker på begge sider. Da jeg kom igennem dem denne morgen, fangede mine øjne ude i højre side, at der lå en rød bil 25-30 meter inde på marken med hjulene i vejret.

Da min hjerne for alvor forstod, hvad det var jeg havde set, og at det faktisk lignede min BX’er, gik jeg nærmest i panik. Jeg stoppede motorcyklen, og gik med rystende ben gennem kornet ind til bilen. Der var ikke længere tvivl: det var min bil.

Jeg kunne se, at taget var trykket så meget ned, at det rørte ved nakkestøtterne. Så jeg kunne forestille mig, hvor slemt dem, der havde været i bilen, måtte være ramt. Jeg stod lidt og rystede, inden jeg fik mig samlet sammen og kørte de sidste stykke hjem.

Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at Emil sov på sit værelse. Da jeg fik vækket Lise kunne hun fortælle, hvad der var sket. Emil havde haft fest for en uge siden, og på et tidspunkt var nogen af dem blevet sultne. De besluttede derfor at tage BX’eren op til Grenåvej for at hente McDonalds. Mads – Emils gode ven – havde kørekort og havde ikke drukket. Så Emil og Mads kørte afsted. Mads havde så mistet herredømmet nede i svingene, og bilen var rullet rundt inde på marken.

Ingen af de to var heldigvis kommet noget alvorligt til. Men politiet havde rådet Emil til ikke at fortælle os i Frankrig om ulykken – vi skulle ikke gøres bekymrede. Emil havde selvfølgelig ikke haft særligt godt alene hjemme i hele ugen indtil vi kom hjem.

Bilen stod selvfølgelig ikke til at redde – men det forekom også lidt ligegyldigt set i lyset af, hvad der kunne være sket…

Det endte faktisk også med, at Emil fik ZX’eren totalskadet. Heldigvis slet ikke så dramatisk som BX’eren, da det bare var et uheldigt sammenstød, hvor han kørte op bag i an bil, der pludselig stoppede for rødt.

Så næste bil blev købt i Lystrup i 2004. Det var en Mazda 626 1,8 Hatchback (1994).

Mazda 626 1,8 Hatchback fra 1994

Det var faktisk en dejlig bil. Stor, rummelig, driftssikker og relativt billig i drift.

I 2007 tog jeg turen til Randers for at købe en ny bil. Jeg skulle til at køre til Herning og Roskilde for at arbejde, og jeg ville derfor have mig en diesel. Valget faldt på endnu en Mazda.

Denne gang en Mazda Premazy 2,0 diesel.

Mazda Premazy 2,0 diesel fra 2003

Dette var virkelig en fremragende bil, der på 4 år leverede tæt på 200.000 kilometer veludført arbejde.

Men igen blev samarbejdet afbrudt med en vis dramatik. En morgen i marts 2011 var Lise og jeg på vej af motorvejen ind til Aarhus. Foran kørte en kassevogn, og Lise gjorde klar til at overhale. Da vi var oppe på siden af kassevognen, kunne vi pludselig se, at en gammel Polo foran kassevognen tabte noget af udstødningen. Noget af røret var på vej op i forruden på kassevognen, og helt per refleks hev chaufføren derfor i rattet. Men det betød, at kassevognen pludselig hamrede ind i siden på os, og vi begyndte derfor at slingre kraftigt.

Det endte med at vi skred rundt og landede i rabatten med fronten mod kørselsretning. Heldigvis uden at der var sket noget alvorligt.

Den sidste tur endte i rabatten med snuden den forkerte vej

Forsikringsselskabet tilbød os en god erstatning, og vi kunne derfor kigge os om efter en ny bil.

Denne gang gik turen til Middelfart. Nu ville jeg have en næsten ny bil…

Her var det lykkedes mig at finde en VW Golf Plus 1,6 diesel, som kun havde kørt 3-4.000 km – ikke som demo, men fordi den første køber havde fået hund, og der var ikke plads til det hundebur de ville bruge bag i denne bil.

Det var igen et step op på skalaen over komfort og driftsstabilitet. Og så synes jeg, at det faktisk er en flot bil, som både kan være elegant og lidt street-agtig.

En klassisk VW…

Golfen leverede også rigtigt mange gode kilometer – næsten 225.000 på 5 år.

I 2016 blev det tid til igen at kigge efter bil. Og denne gang ville jeg have automatgear.

Så vi forelskede os begge i en VW Touran.

VW Touran 1,6 Diesel DSG
På ferie i Italien med Herluf og Gitte

Og den har vi endnu. Jeg synes, den er så flot – især i den farve vi valgte. Og så kan man smide barnevogne og andet stort bagage ind i bagagerummet, eller redde op til 7 passagerer, som alle kan sidde komfortabelt.

Næste gang bliver det forhåbentlig en elbil…