Back to Africa

I 2004 besluttede vi at bruge lidt penge på en særlig ferie. Julen og nytårsaften blev derfor fejret i Afrika. Vi var først på 8 dages safari i Kenya, og derefter havde vi 7 dages ren afslapning på Zanzibar.

Landroveren - med Mount Kenya i baggrunden
Kenya 2004 – med Mount Kenya i baggrunden

Safarien blev gennemført i en Land Rover med Elejcha (guide), Demitrius (kok) og Josef (chauffør). De tre var hele forudsætningen for vores gode oplevelser. De tog os en masse særlige steder hen, kunne svare på alle vores spørgsmål om stort og småt, lavede alt vores mad i en uge, fortalte en masse røverhistorier, og sørgede for at vi hele tiden følte os sikre, uanset hvor langt ud i naturen vi kom, eller når vi undtagelsesvist var inde i nogle af byerne for at købe ind. De optrådte professionelt, og behandlede os som gode venner.

Fra venstre: Emil, Lise, Demitrius (kok), Josef (chauffør). Maj og Elejcha (guide)
Nairobi 2004 – Emil, Lise, Demitrius (kok), Josef (chauffør), Maj og Elejcha (guide)

Turen tog os bl.a. til Mount Kenya National Park, Lake Nakuru, Lake Naivasha og Masai Mara National Park.

Kenya - Turen rundt i Land Roveren
Kenya – Turen rundt i Land Roveren

Nairobi

Vi ankom til Nairobi d. 17. december. Lise havde rejst i Afrika kort efter hendes studentereksamen i slutningen af 70-erne. Men for os andre tre var det hele meget overvældede. Nairobi er en ret travl by med rigtigt mange mennesker, en uvant varme, nye dufte og utroligt mange andre ting så totalt anderledes end noget, vi havde prøvet før.

Efter planen ville vi blive samlet op af vort lille safariteam dagen efter. Så vi havde et lille døgn, hvor vi kunne prøve at komme lidt tættere på, hvad det var for noget, vi var landet i. Vores base var Kenya Comfort Hotel lige midt i byen.

Kenya 2004 - Kenya Comfort Hotel i Nairobi
Kenya 2004 – Kenya Comfort Hotel i Nairobi

Vi fik cirklet lidt rundt i byen, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk syntes, det var ret sjovt. Der var et overvældende marked lige om hjørnet, og masser af små cafeer og spisesteder hvor vi kunne sidde og kigge. Der var selvfølgelig hele tiden folk, der forsøgte at lokke nogle penge fra os, enten ved at ville sælge os underlige souvenirs, snacks, billig elektronik eller ved simpelthen af bede om penge. Men generelt var folk smilende og hjælpsomme, og vi kunne også få lidt længere snakke med enkelte. Om aftenen fik vi aftensmad på hotellet, og gik alle trætte i seng.

Nairobi 2004 - Værelset på Kenya Comfort Hotel
Nairobi 2004 – Værelset på Kenya Comfort Hotel

Dagen efter var vi spændte på at møde vort safariteam. Og endelig kom Land Roveren rullende op foran hotellet.

Nairobi 2004 - Land Roveren pakkes
Nairobi 2004 – Land Roveren pakkes, med en del interesse fra politiet…

På turen ud af Nairobi fik vi et godt indtryk af, hvordan byen rummer alt fra lige fra det mest ynkelige slum, over forretnings- og industriområder til utroligt fornemme og meget velbevogtede rigmandskvarterer.

Efter omkring to timers kørsel var vi endelig ude på landet. Og bedst som vi alle begyndte at nyde turen og det smukke land, fik Land Roveren åndenød og begyndte at koge over. Så måtte Joseph for første gang ud og vise sine særlige evner.

To timer mod øst fra Nairobi - første servicecheck...
To timer mod øst fra Nairobi – første servicecheck…
Joseph var helt rolig - "Just needs some water"
Joseph var helt rolig – “Just needs some water”

Nanyuki Country Club – Mount Kenya

Første mål var Nanyuki Country Club på kanten af Rift Valley ved foden af Mount Kenya. Her fik vi en fin lille bungalow i det meget smukke parkområde.

Nanyuki 2004 - Vores fine bungalow i parken
Nanyuki 2004 – Vores fine bungalow i parken

Sammen med Elejcha gik vi en 5-6 timers tur op ad de nederste områder af Mount Kenya. Vi kunne hele tiden se spor efter elefanter, og Elejcha var meget opmærksom på, at vi ikke pludselig skulle komme for tæt på de store dyr. Han var ikke tryg ved et eventuelt møde.

Mount Kenya National Park 2004 - vandretur over elefantforhindringer
Mount Kenya National Park 2004 – vandretur over elefantforhindringer
Mount Kenya National Park 2004 – elefant drikkested

Vi kom forbi små beboede hytter og besøgte områdets lille skole, hvor vi blev vist rundt af to af lærerne og pedellen. De var meget imødekommende, og vi havde heldigvis taget noget blyanter og lidt forskellige andre ting med, som de kunne bruge.

Mount Kenya National Park - små hytter i en fantastisk smuk natur med Mount Kenya i baggrunden
Mount Kenya National Park – små hytter i en fantastisk smuk natur med Mount Kenya i baggrunden
Mount Kenya National Park - den lokale skoles to lærere og pedel
Mount Kenya National Park – den lokale skoles to lærere og pedel

På vejen ned blev vi inviteret indenfor hos en familie og fik en kop the og en rundvisning i deres gartneri. De havde i lang tid været kaffedyrkere, men de faldende kaffepriser pressede dem til at finde nye afgrøder. Det var tydeligvis sønnen med hatten, der havde mest styr på planterne osv., og faderen var ikke hele tiden helt tilfreds med, at det var sønnen der vidste mest…

Mount Kenya National Park - kaffebondens familie foran deres fine hus
Mount Kenya National Park – kaffebondens familie foran deres fine hus
Mount Kenya National Park - farmand er ikke helt tilfreds med at sønnen er så klog...
Mount Kenya National Park – farmand er ikke helt tilfreds med at sønnen er så klog…

Tilbage igen i Nanyuki Country Club var vi godt trætte og lidt forbrændte efter en hel dag ude i solen. Så det var skønt at komme ind i den kølige og mørke restaurant og få aftensmad. Maj syntes tjeneren mest lignede en mørk udgave af Mads Mikkelsen.

Nanyuki Country Club's restaurant - ligner tjeneren Mads Mikkelsen?
Nanyuki Country Club’s restaurant – ligner tjeneren Mads Mikkelsen?

Om morgenen blev Land Roveren pakket igen, og så blev kursen sat mod Nakuru.

Nanyuki Country Club - afgang mod Nakuru
Nanyuki Country Club – afgang mod Nakuru

Lake Nakuru

Turen førte os igennem Rift Valley, der er en kløft i jordskorpen, der går fra Etiopien gennem Kenya og fortsætter ned i Tanzania. I forbindelse med dannelsen af denne kløft er der samtidigt dannet er række store søer, og vi skulle besøge to af disse: Lake Nakuru og Lake Naivasha. Begge har en helt specielt dyreliv.

Kenya 2004 - Fra Mount Kenya mod Lake Nakuru
Kenya 2004 – Fra Mount Kenya mod Lake Nakuru
Kenya 2004 - På vej mod Nakuru krydser vi Ækvator
Kenya 2004 – På vej mod Nakuru krydser vi Ækvator
Kenya 2004 - Lake Nakuru National Park
Kenya 2004 – Lake Nakuru National Park

Vort logi blev denne fine lodge, der samtidig er center for parkens vildtbetjente. Det var dog meget begrænset, hvor meget vi så til dem i det lille døgn, vi var der.

Lodge i Lake Nakuru
Lodge i Lake Nakuru

Vi kunne næsten ikke vente med at komme ud i parken og se nogle af de vilde dyr. Elejcha havde allerede lovet os, at der var gode chancer for flere af dyrene fra “The Big Five”, bl.a. næsehorn. Lake Nakuru søen er dog især kendt for sine mange fugle – det vælter bogstaveligt talt med flamingoer og pelikaner.

Lake Nakuru - tusindvis af flamingoer
Lake Nakuru – tusindvis af flamingoer

Den helt store oplevelse den første eftermiddag var dog, at vi var så heldige at spotte en Leopard, der havde slæbt en girafunge op i et træ. Vi holdt længe og nød det fantastiske øjeblik i dagens sidste solstråler.

Lake Nakuru – en leopard har slæbt en girafunge op i et træ

Næste morgen skulle vi tidligt op og igen ud og se det storslåede dyreliv omkring søen. Og det blev en fantastisk morgen med en helt særlig morgenstemning. Det startede allerede på vejen ned til søen, hvor dette kæmpestore næsehorn kom stille og roligt hen imod Landroveren.

Lake Nakuru - morgentur med næsehorn
Lake Nakuru – morgentur med næsehorn

Lidt tættere på søen oplevede vi endnu et spektakulært skue, lidt alla det vi havde set dagen før på den anden side af søen. I går var det tusindvis af flamingoer. Nu var det i stedet tusindvis af pelikaner. Det var et inferno af knevrende fugle, der var omgivet af en umiskendelig stank af fuglelort.

Lake Nakuru - Et inferno af pelikaner
Lake Nakuru – Et inferno af pelikaner

Elejcha ville gerne have os op på de små bjerge, der var for enden af søen (de kan ses i baggrunden på nedenstående billede). På vejen derud så vi vandbøfler og en næsehornsfamilie.

Lake Nakuru - vandbøfler græsser fredeligt i morgensolen
Lake Nakuru – vandbøfler græsser fredeligt i morgensolen
Lake Nakuru - næsehornsfamilie
Lake Nakuru – næsehornsfamilie

Da vi endelig nåede op på højdedraget ventede der os en fantastisk udsigt over hele søen.

Lake Nakuru - en fantastisk udsigt fra højdedraget
Lake Nakuru – en fantastisk udsigt fra højdedraget

Efter en unik morgentur langs Nakuru søen var det tid at køre mod næste mål.

Lake Naivasha

Denne sø er kendt for at huse et meget stort antal flodheste. Elejchas planlagde at tage os på en tur ud på søen, så vi kunne komme helt tæt på dem, og vi blev også indlogeret meget tæt på søbredden i en helt særlig lille lodge med en række meget simple hytter. Det var faktisk så tæt på søen, at vi kun havde et enkelt hegn mellem vores hytte og flodhestenes nattetilholdssted.

Både Elejcha og de lokale vi snakkede med, var meget respektfulde omkring flodhestene – det er faktisk det afrikanske dyr, der har flest menneskeliv på samvittigheden. Så var det med en vis nervøsitet vi tænkte på, at et forholdsvist simpelt hegn udgjorde vores eneste beskyttelse.

Lake Naivasha - den ene af vores hytter. Hegnet til flodhestene ses for enden af græsplænen
Lake Naivasha – den ene af vores hytter. Hegnet til flodhestene ses for enden af græsplænen

Straks efter vi var indlogeret fik Emil og jeg aftalt med Elejcha, at vi skulle gå ned og se på området uden for hegnet. Det var ikke let, men han accepterede, da han var ret sikker på, at flodhestene stadig var ude i søen. Han fortalte os en del drabelige historier om flodheste angreb, og hans vigtigste råd til os, hvis vi pludselig blev overrasket af en flodhest, var “at give den en arm”. Det er en almindelig erfaring, at flodhesten jagter indtil den får afleveret et bid. Og at den bider indtil den kan mærke, at den har revet delen af! I de lokales øjne er en arm det billigste lem at give den…

Lake Naivasha - det er steder som her flodhestene overnatter
Lake Naivasha – det er steder som her flodhestene overnatter

Da mørket faldt på, kunne vi jævnligt høre flodhestene rumstere nede i de høje græsser, hvor vi havde gået rundt et par timer tidligere. Men vi oplevede intet dramatisk.

Næste morgen skulle vi tidligt ud på søen med en lokal fisker. Da vi så hans båd, blev vi en lille smugle nervøse – den så ikke overvældende stabil ud. Men på den anden side så var det betryggende at blive fragtet af en lokal, som dagligt er på søen med de store dyr.

Lake Naivasha - en lokal fisker samler os op
Lake Naivasha – en lokal fisker samler os op
Lake Naivasha - flodhestene virker dovne og hyggelige...
Lake Naivasha – flodhestene virker dovne og hyggelige…
Lake Naivasha - turisterne virker nu også ret dovne og hyggelige...
Lake Naivasha – turisterne virker nu også ret dovne og hyggelige…

Om eftermiddagen lejede Elejcha, Emil og jeg cykler. Elejcha ville tage os med ud til Hell’s Gate National Park. Det er et område, der har været en del af en stor forhistorisk sø, hvor nogle af de tidligste mennesker levede. Det er et meget smukt område, med en meget frodigt fugleliv.

Lake Naivasha - Hell's Gate National Park
Lake Naivasha – Hell’s Gate National Park
Lake Naivasha - Hell's Gate National Park
Lake Naivasha – Hell’s Gate National Park
Lake Naivasha - Hell's Gate National Park
Lake Naivasha – Hell’s Gate National Park

På vejen tilbage fra Hell’s Gate fik vi købt en fodbold til Emil. Den fik senere en meget vigtig rolle…

Da vi kom hjem til lejren, havde Maj og Lise haft en meget stille eftermiddag. Faktisk havde de haft det så stille, at de havde ligget og sovet på græsplænen uden for hytten, og ikke opdaget, at lågen i hegnet stod helt åben. Da de opdagede det, og fortalte det til lejr manageren, blev ham meget fortørnet, og havde råbt meget højt efter en af de ansatte – sandsynligvis ham, der havde glemt lågen.

Men bortset fra det, så var det faktisk en rigtig hyggelig lejr.

Lake Naivasha - vores camp
Lake Naivasha – vores camp

Tidligt næste morgen blev Land Roveren igen pakket, og nu skulle vi for alvor ud i den store natur. Næste stop var nemlig Masai Mara National Park.

Lake Naivasha - Land Roveren pakkes igen
Lake Naivasha – Land Roveren pakkes igen

Masai Mara

Vi kørte nu ud i en mere øde og “rough” del af Kenya. Der var længere mellem de små byer, vejene var mere grusveje end asfalt, der var tydeligvis mere tørt og mindre frugtbart, og vi så flere og flere vilde dyr i nærheden af vejen.

Mod Masai Mara - mere øde og mere "rough"
Mod Masai Mara – mere øde og mere “rough”

Undervejs gjorde vi bl.a. holdt ved et meget fotogent træ tæt på et termitbo.

Mod Masai Mara - stop ved et fotogent træ
Mod Masai Mara – stop ved et fotogent træ
Mod Masai Mara - et forladt termitbo
Mod Masai Mara – et forladt termitbo

Da vi kom frem til selve porten ind til Masai Mara, hvor der var vagter, der bestemte om vi og Landroveren kunne godkendes som besøgende, var det ikke til at tage fejl af: Elejcha og de to andre var meget ydmyge og han havde instrueret os i, at vi ikke måtte optræde uhøfligt – uanset hvordan vagterne opførte sig. Og vi måtte slet ikke tage billeder.

Jeg kunne selvfølgelig alligevel ikke lade være med at tage et enkelt “skjult” fotografi.

Masai Mara Natur Reservat - den fine og forjættende port ind til det store natur reservat
Masai Mara Natur Reservat – den fine og forjættende port ind til det store natur reservat

Vi blev indkvarteret i en lille teltlejr en halv times kørsel indenfor hegnet. Vi var de eneste, der skulle overnatte denne nat – Juleaften. Det skal lige indskydes, at nogle af os hørte en del dyrelyde tæt på teltene i løbet af natten. Og næste morgen fik vi bekræftet, at der var kommet en lille flok elefanter gennem lejren. Tilsyneladende ikke helt usædvanligt, da elefanterne havde en gammel sti gående den vej.

Inden vi kom så langt, skulle vi dog selvfølgelig straks en tur ud og se på dyr inden mørket faldt på. Vi manglede forsat at se løver, elefanter og geparder. Og jeg ville også meget gerne se nogle gnuer og zebraer.

Efter turen ud i reservatet, tog vi hjem og gjorde os klar til julemiddagen, som Demitrius var i gang med. Der var pyntet op i det store spisetelt, og vi tog pænt tøj på.

Det var en helt særlig fornemmelse at fejre juleaften en stjerneklar aften midt i et af Afrikas mest særlige naturområder. Vi savnede ikke juletræet ret meget!

Næste morgen stod vi meget tidligt op, og kørte en 4-5 timers tur rundt i parken. Og samlet set fik vi alle ønsker opfyldt – vi fik set de manglende dyr og også en del flere andre. Bl.a. store flokke af Thompson gazellerne, og mange forskellige fugle.

Masai Mara - nogen af os så elefanter...
Masai Mara – nogen af os så elefanter…
Masai Mara - en lille flok gnuer
Masai Mara – en lille flok gnuer
Masai Mara - en løve familie
Masai Mara – en løve familie
Masai Mara - et gepard par hygger sig under et enligt træ
Masai Mara – et gepard par hygger sig under et enligt træ

Efter formiddagens safari fik vi igen en af Demitrius’ fantastisk lækre frokoster i lejren. Det gennem hele turen en meget stor fornøjelse at blive opvartet af ham. Det var imponerende, hvad han kunne få ud af et enkelt gasblus.

Masai Mara - frokost efter formiddagens safari
Masai Mara – frokost efter formiddagens safari

Og så blev Landroveren pakket igen. Et par unge parkbetjente så Emils fodbold, og det gav selvfølgelig straks mulighed for at vise hinanden, hvad de kunne af kunster med en bold.

Masai Mara - lidt hygge-bold i middagsheden
Masai Mara – lidt hygge-bold i middagsheden

Vores sidste aften med vores safariteam – 1. juledag – skulle tilbringes ude i helt åbent Masailand. Elejcha kendte en lille Masai landsby, vi kunne slå lejr udenfor. Det blev i mine øjne til den største oplevelse på hele turen. Det var faktisk en så særlig oplevelse, at jeg fra starten af besluttede, at jeg ikke havde lyst til at tage fotos. Det virkede på en eller anden måde for respektløst, at gå rundt og fotografere.

Det har jeg siden ærgret mig en del over…

Da vi var kommet frem, og havde læsset oppakningen af Landroveren i en lille lund 2-300 meter udenfor Masailandsbyen, dukkede der tre unge masaimænd op. De var alle klædt i masaiernes traditionelle orange klæder, og de var alle tre høje og tynde.

Den ene var lidt ældre en de to andre. Det var Johnson. Han var 32 år, og en god ven af Elejcha. De to andre var vagter, Elejcha havde arrangeret skulle blive ved vores lejr det næste lille døgn. Vi var nemlig stadigvæk i løve-land. Og derfor havde de to vagter også begge et af de tunge stålspyd, som er masaiernes foretrukne beskyttelse.

Efter at have hilst på Johnson, foreslog han, at vi kunne gå en tur og se lidt på området omkring deres by. Lise, Elejcha dermed og jeg begav os derfor ud på en 1½ times vandretur sammen med Johnson.

Meget af turen gik Johnson og jeg sammen. Vi faldt godt i snak. Johnson snakkede rigtig let forståeligt engelsk, og han var nem at snakke med. Han var universitetsuddannet inden for økonomi i Nairobi, men da han 2 år efter endt uddannelse stadigvæk ikke havde fået et ordentligt job, havde han besluttet at tage tilbage til sin stamme og et liv som bonde. Det var fem år siden, han var returneret.

Han var blevet gift for 3 år siden med en 18 årige pige, og de havde to børn allerede. Han havde to hytter i landsbyen. En hvor konen, børnene og dyrene boede, og en hvor han selv boede det meste af tiden. Lige nu gik han så og byggede på en ny hytte. Han skulle nemlig snart giftes med sin anden kone – en 16 årig pige.

Det der slog mig allermest som vi gik og snakkede var, at hans og mine drømme på mange måder mindede om hinandens. Vi var begge mest optaget af at være med til at gøre vores verden til et bedre sted, end den var. Det han mest af alt ønskede, var at hans børn kunne få en uddannelse og komme fri af det hårde liv som bønder i høj grad underlagt naturens luner.

Han fortalte også livet som masai. Som små børn bliver dreng og piger stort set behandlet ens. Men allerede fra 7-8 års alderen begynder pigerne at blive involveret i de huslige pligter, medens drengene begynder at blive gjort til mænd. Det vil sige jagt og beskyttelse af landsbyens mennesker og dyr.

Som 14-15 årig skal drengene for alvor til at blive mænd, og de kommer igennem et længere forløb, hvor de både bliver indviet i mandslivet vi lange og hårde ture ud naturen sammen med deres mentor. Det slutter med en to ugers tur, hvor det er den unge mand, der skal vise at han kan overleve på egen hånd.

Kronen på denne test er, at de får tildelt deres eget spyd. Det er lavet af stål og træ, vejer 6-8 kg. og er lidt under 2 meter langt.

For at vise, at de er værdige til sådan et våben og værdige til at blive en del af mandeverdenen, sluttes det hele af med en løvejagt.

Her er det de voksne mænds opgave, at lede en løve hen imod den unge mand. Det gælder så for den unge mand om at slå løven ihjel med et kast med spyddet. Da spyddet er så tungt, kan de først kaste det, når løven er under 10 meter fra dem.

Selvfølgelig ligger der voksne mænd på lur som backup. Men det siger sig selv, at et kikset kast kan koste den unge livet. Det sker.

Da vi har gået rundt om området, er det sidst på eftermiddagen, og vi kommer til Johnsons lille landsby netop som dagens hyrder kommer hjem med geder og køer. De skal indenfor tornehegnet, der omkranser alle husene. Dels for at blive malket, men også for at være beskyttede mod nattens fjender.

Med alle de dyr inde mellem husene, en masse legende børn og kvinder der har travlt med at have styr på det hele, var der en meget energisk stemning. Men Johnson fulgte os hurtigt hen til hans første kones hytte, hvor vi blev vist indenfor konen.

Hvor Johnson havde været meget direkte at snakke med, var konen meget mere indirekte. Hun var en meget smuk, ung og smilende kvinde. Men modsat Johnson gav hun ikke hånd, kiggede ikke imødekommende i øjnene, og hun kunne tilsyneladende ikke snakke engelsk.

Det er lerklinede hytter med runde former. Lige indenfor hovedindgangen er der et rum på højst 2-3 kvadratmeter. Det er til at have dyr i, typisk geder med nyfødte kid, eller andre der kræver lidt særlig beskyttelse. Ellers er der en kort passage ind til hyttens store rum, hvor der er bålsted midt i rummer.

Det er et meget mørkt og røgfyldt rum, og det tog lige lidt tid før vi kan se noget. Eneste lys kom ned igennem røghullet i midten af loftet. men vi kunne snart se, at der var sidde/liggepladser langs kanten af rummet. En enkelt af disse var lidt bredere og bedre end de andre. Det var Johnsons “gæsteseng”, når han kom og sov sammen med familien.

Efter et kvarters tid inde i hytten, gik vi ud igen. Her var der nu ved at være styr på dyrene, og nogle kvinder kom derfor hen for at vise os nogle af de ting, de selv havde lavet, og som vi kunne købe. Det var især flotte smykker. Jeg kan ikke huske, om vi købte noget. Til gengæld gav vi dem nogle æsker med blyanter, og nogle små papirblokke.

Herefter sagde vi farvel til Johnson, og gik tilbage til vores egen lejr.

Det var jo en særlig aften, hvor vi skulle forberede os på rejsens slutning. Lise og jeg havde forberedt nogle gaver til de tre i teamet. Det er kutyme, at gæsterne giver teamet nogle “drikkepenge” alt efter hvor god de synes, teamet har klaret turen. Vi var meget tilfredse, og havde lagt næsten 200 $ ind i hver af tre fine lommebøger, som vi havde pakket ind og overrakte dem efter middagen. Og jeg havde forberedt en lille tale. Det samme havde Elejcha. Det var en fin afslutning på en helt særlig oplevelse. Og som mørket blev tættere og tættere, kom fuldmånen op over lejren, og vi sad længe i stort set stilhed.

Vi var mætte, og gik glade til ro, med den gode fornemmelse det giver, når man ved at to unge masaier sidder lidt væk i mørket og passer på os.

Masai Mara - 1. juledags aften under fuldmånen
Masai Mara – 1. juledags aften under fuldmånen

Næste dag returnerede vi til Nairobi, hvor vi skulle flyve videre til Zanzibar.

Palm Beach Inn, Bwejuu, Zanzibar

Efter en hurtig flytur og en times taxatur fra Stonetown til Bwejuu, ankom vi til Palm Beach Inn først på eftermiddagen d. 26. december. Her skulle vi tilbringe en uge med ren afslapning. Vi blev modtaget at ejeren, den tidligere minister og meget socialt engagerede, Mama Naila, og hendes søn, Mafhudh, samt deres kok og den unge tjener.

Palm Beach Inn - fra venstre: sønnen Mafhudh, kokken, den unge tjener og ejeren Mama Naila
Palm Beach Inn – fra venstre: sønnen Mafhudh, kokken, den unge tjener og ejeren Mama Naila

Da vi ankom, var der – ind i mellem alt det andet – en del snak om “en stor bølge”, der var løbet ind omkring middagstid. Vi bed ikke så meget mærke i det…

Det viste sig 3-4 dage senere (det var den tid aviserne var om at komme frem), at der selvfølgelig var tale om resterne fra den store tsunamikatastrofe, der havde ramt helt over til Zanzibar. Faktisk havde den også ramt ind på kysten ved Tanzania og Kenya, hvor der var flere omkomne. På Zanzibar var der ingen omkomne. Men at det ikke gik værre på Zanzibar, skyldtes primært at der langs en stor del af østkysten ligger et koralrev omkring 500-1.000 meter fra selve kysten. Når der er lavvande, er havbunden mellem revet og stranden tørlagt.

Det forhold bruger de lokale kvinder til at dyrke tang mellem revet og stranden. Tangen sælges til det japanske marked, og giver de lokale en god indtægt.

Da bølgen kom. gik kvinder som de plejede og ordnede tangplanterne. Men pludselig blev det enorme basin mellem revet og stranden overskyllet, og kvinderne måtte flygte over hals og hoved. Der var heldigvis ingen, der kom til skade.

Men vi var gladelig uvidende om den store katastrofe, og nød bare vort nyfundne paradis.

Palm Beach Inn - Lises favoritplads
Palm Beach Inn – Lises favoritplads

Emil havde jo købt en fodbold undervejs. Og det viste sig nu at være en rigtig god ide. For de lokale drenge var hurtige til at lave en lille fodboldbane på stranden. Her blev der gået til den næsten hver dag, og Emil blev betragtet som en stor mester. Faktisk var drengene overbevidst om, at han spillede i Premier League! Og den lokale træner insisterede på, at Emil skulle komme med til drengenes rigtige træning. Det gjorde han så, men da de skulle starte med at løbe rundt om banen en hel masse gange, gad Emil alligevel ikke.

Bwejuu Beach - FC Zanzibar
Bwejuu Beach – FC Zanzibar
Bwejuu Beach - FC Zanzibar
Bwejuu Beach – FC Zanzibar

Maj, der havde været noget sløj en stor del af safarituren, kom heldigvis også til hægterne igen. Og vi nød alle at få lidt varme og sol.

Palm Beach Inn - vores sted
Palm Beach Inn – vores sted
Palm Beach Inn - Lise og jeg boede i stueetagen under den gule kant
Palm Beach Inn – Lise og jeg boede i stueetagen under den gule kant
Palm Beach Inn - lokale kvinder på stranden, Lise på jumben
Palm Beach Inn – lokale kvinder på stranden, Lise på jumben

Det var en dejlig uge, hvor vi også fejrede nytårsaften med bål på stranden. Familien var glade og tilfredse!

Palm Beach Inn - en tilfreds familie
Palm Beach Inn – en tilfreds familie