Banegården i Hobro

Jeg boede mine første 17 år på Stationspladsen i Hobro. Som navnet siger, så var det tæt på banegården. Derfor bestod meget af min barndoms verden af tog og alt, hvad der følger med dem.

En banegård på den jyske hovedlinje var et sted med masser af togafgange og -ankomster. Derfor var det egentlig ikke en forsvarlig legeplads. Men dels var tiden en anden, vi kendte en del af de folk, der arbejde på stationen, og endelig blev vi hurtigt så fortrolige med hele banegårdslivet, at vi – med visse begrænsninger – kunne bevæge os frit overalt.

Banegården i Hobro
Banegården i Hobro
Banegården i Hobro
Banegården i Hobro

Da vi blev lidt større, blev det også en god leg at komme nogle af de steder, vi ikke måtte komme, og gøre noget af det, som var forbudt. Sådan måtte det selvfølgelig gå.

Når jeg skriver “vi”, så handlede det i langt de fleste tilfælde om min gode ven Erik og mig. Fra vi var omkring 5-6 år tilbragte vi en stor del af vores tid omkring banegården. Vi var selvfølgelig meget optaget af de forskellige typer tog, og så var der en masse pakhuse, hvor vi kunne gå på opdagelse mellem stabler og brokkasser. Endelig var der jo også kiosken på banegården, hvor vi jævnligt købte is og slik og senere hen tegneserier.

Over tid udviklede vi en række favoritaktiviteter.

Havnegrisen

På banegården var der en grøn rangermaskine (en Frichs bygget Ardelt traktor), der boede i sin egen remise næsten lige overfor vores hoveddør. Den blev kørt af en fast mand, og han havde to medhjælpere. Den gik under navnet havnegrisen, da en af dens hovedopgaver var at køre godsvogne mellem banegården og havnen. Samtidigt sørgede den for at koble godsvogne af og på de godstog, der kørte op og ned ad hovedlinjen. Senere hen begyndte den at køre gods mellem Hobro og Randers.

Havnegrisen, Hobro
Havnegrisen, Hobro
Havnegrisen, Hobro
Havnegrisen, Hobro

Vi lærte efterhånden besætningen godt at kende, og nogle gange fik vi lov til at komme ombord, når de kørte til havnen. Det var fantastisk. Larm og bumlen, og en masse håndtag og instrumenter vi ikke forstod ret meget om. Men vi kunne selvfølgelig efterhånden regne ud, hvad der gav gas og hvad der bremsede.

Flygtningen

Den meget berømte og uhyggelige serie omkring Flygtning – senere genindspillet som film med Harrison Ford – kørte i DR’s monopolkanal i midten af tresserne. Erik og jeg måtte selvfølgelig ikke se den (og vi turde nok egentlig heller ikke), men fik alligevel opsnappet, at hovedpersonen, der forsøger at blive frikendt for mordet på hans egen kone ved at jagte den formodede morder – en enarmet mand med en kunstig arm – hed Kimble.

Når Erik og jeg sneg os rundt mellem pakhuse osv. om aftenen, når det var blevet mørkt, så havde vi en leg, hvor vi var henholdsvis “Kim” og “Ble”, og så gjaldt det om ikke at blive set af nogen. Meget spændende. Det stod på i et par år.

Springe af tog i fart

Da vi blev lidt større – vi var nok ca. 10 år – fik vi lov til at være ude lidt længere om aftenen. Og det betød, at vi også kunne være på banegården, når der ikke var så mange andre mennesker. Det gav nye muligheder.

En af de ting vi fandt ud af var, at der om aftenen kom meget lange godstog, der gik helt ud til enden af perronerne, så det ikke var muligt at se de forreste vogne fra kontrolrummet inden på selve stationen.

Det fik os til at snakke om, at det kunne være spændende at prøve at hoppe op på trinbrættet på en af de forreste vogne, når toget startede, og så blive stående så længe som vi turde, inden vi hoppede af igen. De første gange kunne vi tælle til tre, inden vi hoppede af. Men det endte med at vi kunne tælle til ti.

Legen endte hvor vi en aften faldt begge to, da vi sprang tilbage ned på perronen. Vi slog os på fliserne, og da vi snakkede om, hvad der kunne være sket, blev vi enige om, at det var for farligt. Så vi stoppede.

Nordgående spor, Hobro
Nordgående spor, Hobro